Livet er en evigt foranderlig dans mellem lys og mørke. Det er i roen, at vi finder styrken til at bevæge os mellem de to modpoler og derved opnå retning og balance. Hver gang vi formår at vende tilbage til roen midt i hverdagens travlhed, skaber vi ny energi og fremmer sundhed i krop, sind og sjæl.

Lad mig tage dig med på en rejse mod dyb, indre ro og velvære ved hjælp af yoga, healing og meditation.

Om mig

Mit navn er Anne-Sofie Rolner Reese. Jeg er uddannet yogalærer, hvileterapeut og master healer og har nu skabt CALMVIBES for at give mig selv og andre et pusterum. En mulighed for at slippe den evige tankestrøm, komme ud af hovedet og ned i kroppen, for på denne måde at finde en dyb indre ro.

Roen har altid haft en stor betydning for mig. Det er både noget, som jeg har haft med mig og noget, som jeg har søgt, lige siden jeg var barn. Jeg har altid haft et behov for at kunne trække mig tilbage og lade op, og har samtidig en evne til at skabe en varm og rolig atmosfære omkring mig.

For nogle år siden oplevede jeg, hvad der sker, når vi ikke formår at finde de rolige pauser i hverdagen. Store livsbegivenheder, negative tankemønstre og bekymringer resulterede i, at jeg oplevede stress på egen krop. Jeg havde mistet forbindelsen til min krop og overhørte alle dens signaler, fordi det blev for ubehageligt at lytte. Fra den ene dag til den anden endte det ud i en depression, og det var her, at jeg stiftede bekendtskab med yoga. Det, der begyndte med en yogamåtte i stuen og yogavideoer på skærmen, blev min vej tilbage til livet – på en måde som jeg nok aldrig havde været i livet på før.

Hvorfor CALMVIBES?

Igennem yoga og healing har jeg ikke kun fundet hjem til mig selv, men også opdaget, at yogaen er en nøgle til velvære i hverdagen, som hjælper mig med at finde ro, lande i mig selv og blive nærværende i det, der er lige nu. Det giver mig plads til at mærke livet, mig selv og mine behov tydeligt, så jeg kan vende tilbage til den blide og rolige energi, som virker healende på mig.

Det er denne energi, jeg gerne vil give videre til dig i CALMVIBES. Ved hjælp af yoga, healing og meditation skaber jeg et rum, hvor der er plads til fordybelse og nærvær, så du trygt kan finde hjem til dig selv. Mit mål er, at du forlader yogatimen eller briksen med en dyb ro i krop og sind og med fornyet energi til din hverdag.

Uddannelser/kurser

  • Yoga teacher training in multi style yoga - Ashtanga Yoga Shala
  • Yin yoga advanced teacher training - Sattva Yoga
  • Yoga mod stress uddannelse - Anne Goncalves
  • Yoga nidra kursus - Anne Goncalves
  • Hvileterapi & restorativ yoga - Marie Haulrik
  • Reiki 1. grad
  • Reiki 2. grad
  • Balance i det autonome nervesystem med vagus stimulering kursus- Cammilla Noomi
  • Mindfulness instruktør - Sussanne Wexø
  • Clairvoyant medie healing - Judy Rasmussen
  • Master healer -Judy Rasmussen